Forberedelser – Side 2 – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Om jordforbedring af kompakt lerjord

Den første tulipan er sprunget ud, og jeg er simpelthen så stolt, at jeg spadserer frem og tilbage med påfuglehalen slået helt ud. Se mig, se mig, se mig! Jeg har fået en tulipan til at springe ud.

En af grundene til min store begejstring er, at jeg teknisk set har begået så mange fodfejl med jorden hernede, at jeg burde have slået alting ihjel. I den del af fællesområdet, hvor jeg satte tulipaner sidste efterår, er jorden tung, kompakt, uigennemtrængelig og faktisk gennemført uegnet til beplantning. Jeg burde have forberedt jorden gennem flere år, før jeg overhovedet gik i gang.

Det skete så ikke. Eller rettere – det skete i ét bed, hvor vi (læs: mandfolket med de mange kræfter) gravede otte kvadratmeter igennem i to spadestiks dybde og løsnede jorden. Her var fodfejlen så, at vi vendte mulden ned i jorden. Det vil sige, at hele det næringsrige lag blev gravet ned, og de magre lerlag ganske vist blev løsnet, men røg ovenpå. Hovsa. Jeg kan mærke strenge blikke fra landets førende haveskribenter. Fremgangsmåden virkede imidlertid på de tulipaner, som jeg satte, for der er kommet et energisk tulipanbed i det løsnede højbed – måske fordi jeg smed noget kaningødning på her i slutningen af vinteren. Specielt jordforbedret er bedet dog ikke.

Den lyserøde tulipan øverst i indlægget står ellers meget yndigt under en hvidblomstrende mirabel. Jorden egner sig bare ikke til tulipaner, men det har de heldigvis ikke hørt.

Problemet med tæt og kompakt lerjord (traktose) er, at vandet ikke kan trænge ned, så de øvre jordlag bliver til sump om vinteren og foråret og efterfølgende til beton om sommeren, når det bliver varmt og tørt. Det er ret dårlige odds for planter. Man bør få gravet det hele igennem med en rendegraver, men det kommer ikke til at ske, for det er en beslutning, som boligselskabet skal tage.

Aber dann haben wir anderen Methoden. Jeg bliver fanøme agronom af det her.

Jeg går inden længe i gang med at så blandt andet olieræddike, som graver rødder helt ned i to meters dybde og som åbenbart kan tage kampen op med traktose. Hvor godt det virker, tør jeg ikke spå om, men eftersom det bliver brugt i landbruget, må der vel være valuta for pengene. På en silende regnvejrsdag som i dag fremgår det i hvert fald tydeligt, at jorden har brug for dræn, for hele græsplænen ved bedene sejler i vand. Princippet med olieræddike er, at den får lov at vokse hen over sæsonen for til sidst at visne ned og rådne væk, så de lange rødder forsvinder og efterlader drænkanaler i jorden.

Honningurt er en anden jordforbedrende/-løsnende afgrøde, som kan fås for en skilling i supermarkedet, og den vil jeg også prøve. Den er fin og duftende med lyslilla blomster, og den kan få plads forskellige steder på området i løbet af sommeren. Olieræddike blomstrer også, men den er ikke synderligt interessant at se på – til gengæld er den åbenbart effektiv. Den skal have noget kvælstof for at gro ordentligt, men her sætter jeg min lid til kaninen.

Hvis det her pilotforsøg virker i ét bed, får hele området en tur i løbet af sæsonen, men så tager jeg forbi en korn- og foderstofforretning i stedet for at købe dyre specialfrø hos Camilla Plum. Sorry, Camilla, men skal vi ud i agronomiske størrrelsesforhold, må der lidt mere effektivitet og mindre økokærlighed til.

Min erkendelse af jordbundsforholdene og mulighederne for at behandle skaderne er kommet efter mit optimistiske storindkøb af frø i vinter. Jeg kan således godt se, at eksempelvis frøene til de flotte mørkpink gulerødder kommer til at ligge i skuffen indtil næste sommer, hvis de overhovedet kommer i jorden. Gulerødder på hård, kompakt, vandtrukken og/eller betonhærdet lerjord er nok i bedste fald ønsketænkning. Måske er frøene bedre tjent med at blive værtindegave i stedet, hvis de skal nå at blive brugt med spireevnen i behold.

Her ses yours truly i sit naturlige habitat.

Jeg har nu ryddet hele den ene side af græshøjen og udviklet en veritabel høstak, som vores gårdmand forhåbentlig vil hjælpe med at bortskaffe. Det var godt nok en strid omgang, men jeg har fået omkring 2 x 50 meter jord til rådighed til nye blomsterbede. Som det fremgår, har jeg snydt lidt og købt en bakke røde bellis i Lidl, så der kan komme lidt farve derned. Desuden har jeg sået jomfru i det grønne, lyserød høgeskæg og nogle discountfrø af dværgasters. Ellers får højen i al væsentlighed lov at udvikle sit eget blomstrende vildnis.

De knaldgule følfod er meget begejstrede for pludselig at få lys og luft i stedet for at blive kvalt i dødt græs, så de fræser op over det hele. Jeg holder meget af følfod, og det gør bierne tydeligvis også. Det ville vel nok være dejligt at skabe en blomstermark midt i den døde, grønne ørken. Indtil videre er det meste gult og orange.

Forårsblomster i farver og Signe på græshøjen.

Jeg har indført et mere douche og romantisk indslag af lilla og blåt henne ved indgangsdøren. Trækummen er skraldet fra en container i Tivoli.

Blomsterkumme med helleborus, hornvioler, våriris og skilla

Om at gå savanneamok på en græshøj

Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.

Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.

Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.

Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.

Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.

Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb

Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.

Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.

Kompost og kaninlort

Må jeg præsentere Romeo, min partner in crime og utrættelige leverandør af gødning til haven. Romeo er en cirka halvandet år gammel dværgvædderkanin, som bor nede på fællesarealet. Egentlig skulle han have været opstaldet oppe i ungernes klub, men der var ikke plads, og til sidst flyttede han ind her og har sådan set aldrig været indendørs (bortset fra i sit bur, som altid står åbent). Han er for tiden lige så tyk, som han er lang, og han kværner fornøjet de afklippede grene fra hindbær (uden torne), æble og kirsebær og leverer gødning til gengæld. Jeg fodrer så at sige mine planter med sig selv, men det er vel moralsk forsvarligt, når det nu er naturens kredsløb og sådan noget.

Og gødning kommer der i fuldstændig usandsynlige mængder. Hvis du aldrig har haft en kanin, kan du nok ikke forestille dig det. Jeg begyndte i efteråret at etablere en kompostbunke, og den er siden et par gang om ugen blevet suppleret op med kaninlort. Kaningødning indeholder åbenbart umådelige mængder kvælstof – og her står jeg lidt af på det tekniske, men kvælstof er godt for planterne, som suger det ud af jorden, dvs at kvælstof løbende skal tilføres. Det gør det så med kanin. Meget. Det er ikke til små sarte spirer, kan jeg ligesom forstå. Det er bedre at fyre det i komposten og lade det blive blandet til en lidt mere omgængelig sammensætning – lidt som at opløse en bouillonterning i stedet for at tage en bid af den med et glas vand til.

Det er virkelig nørdet at interessere sig for kompost, men here goes: Duften af kompost er som at stikke næsen ned i en skovbund eller en levende surdej, som er klar til give liv. Det er en helt henrivende og let syrlig duft. Det er svært at forestille sig, at det har været lort og rådne æbler, for når komposten først er udviklet, er den lækker, blød og let.

Kompostbunken har holdt flyttedag i denne weekend. Den har siden efteråret holdt til i et stort cementrør, som på 10. år lå og flød omme bag skuret, og som – da vi fik rejst det op – udmærket kunne bruges som beholder. Ligefrem optimalt var det ikke, for kompost skal kunne trække vejret nedefra, og cementrøret står, hvor det står på jorden, men det er da efterhånden sunket i bunken. Jeg har løbende raget op i den med ukrudtsjernet og vandet bunken, når vejret var for tørt, og der ER faktisk syrlig, duftende skovbund at finde i bunden af røret nu.

Nu har vi så investeret i to rigtige kompostbeholdere, som forhåbentlig kan fremstille noget fantastisk jord til bedene. Jeg er sikker på, at Romeo fortsætter ufortrødent. I løbet af vinteren har han stået i læ for vinden, og i hans løbegård er græsset fræset fuldstændig ned, men inden så længe kan vi igen begynde at flytte rundt på ham. Så får vi klippet græsset nogle kvadratmeter ad gangen, og kaninen får nogle nye oplevelser.

Eksplosion af forår og arbejdsmani

Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:

Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.

Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.

Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.

Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.

Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/

Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.

Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.

Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.

Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.

Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.

Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.

Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.

Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.

Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.

Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed

Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.

Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.