signeslund.dk – Side 4 – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Der er hak i musikken – vi vender tilbage…

Jeg føler mig lidt som en komponist, som udarbejder et komplet værk fra det første anslag til finalen. Lige nu står koret og symfoniorkestret så ganske vist og venter på mine ideer, mens publikum begynder at rykke sig utålmodigt i stolene. Der er masser af visne blade efter løgenes første sats og masser af knopper, som antyder den kommende staudesats.

Men næsten ingen blomster, mest grønt og bar jord. Hrmf.

Så løg er åbenbart noget med blomster i marts, april og maj, og stauder er noget med blomster i juli, august og september. Det svære tidspunkt er slutningen af maj og begyndelsen af juni (dafuq? Er det ikke der, alting blomstrer?).

Højgravide helleborus, men det hjælper jo ligesom ikke, vel?

Til næste år bliver der således behov for noget, som kan blomstre efter tulipaner, hyacinter og påskeliljer, før valmuerne, sommerblomsterne og stauderne overtager, kan jeg godt se. Akelejerne pipper lidt i et af bedene, men de har endnu ikke fået et omfang, hvor de kan trænge igennem.

Det er åbenbart her, de toårige kommer ind i billedet. En del af dem blomstrer netop på mellemtidspunktet, og de er åbenbart ret nemme at have med at gøre, bare man er tålmodig. De kommer først til næste år, så man sår dem som investering.

Jeg har overtaget omkring 50 planter af gyldenlak i tre forskellige farver, og især de purpurrøde vil være smukke sammen med akelejerne. Det kan blive en fin løsning til næste forår, hvis ellers gyldenlakkerne vil vokse omme i det lidt tunge bed. Lige nu står de og kommer sig efter flytningen på et mere gennemarbejdet sted. Ellers må jeg sætte min lid til, at akelejerne overtager efterhånden. De lader ikke til at være svære at overtale, så jeg kan formentlig få hele tæpper af akelejer, hvis de får at brede sig.

Desuden har jeg fået en haveejer med judaspenge til at lade nogle stykker stå til at udvikle frø. De voksne mener vist, at judaspenge er ukrudt, men det er jeg lidt ligeglad med – de er fine. Løvefod opfører sig også som ukrudt, og den bruger vi som staude. Jeg har allerede løvefod nok til at kunne dække hele boligforeningen med grønt, og de triste gravsteder af barkflis må gerne overtages af noget levende.

Så til næste år håber jeg at have judaspenge, akelejer og gyldenlak i forsommeren, inden stauderne rigtigt kommer i gang. Jeg har desuden nogle løjtnantshjerter, som blev behandlet lidt brutalt sidste år, da de blev sat. Jeg troede faktisk, at de var kreperet, men de er overlevet og skal formentlig lige have lov at etablere sig i de kommende år.

Apropos ukrudt er jeg bedåret af dagpragtstjerne, som vist heller ikke er comme il faut i haven. Men gå lige ud til grøftekanterne og se på dem. Et hav af lyserøde blomster sammen med lupinerne – what´s not to like?

Yogalugning og irisoverraskelse

Dahlierne gror energisk i midterbedet, hvor de står i varme, sol og fugtighed. Der er ikke kommet så mange ud af mine anstrengelser, men til gengæld ser de ud til at trives gevaldigt. Der er efterhånden godt fyldt i bedene, og for at jeg ikke skal jokke på et eller andet, begynder det at blive meget akrobatisk, når jeg skal ind for at luge, så eller plante småplanter ud.

Forestil jer en bredstående yogaøvelse med halvanden meter mellem fødderne og måsen i vejret. Det er sikkert et yndigt syn.

Dahlier gror i øvrigt ret meget som kartofler. Man kan så vidt jeg ved også spise knoldene, men det virker nu ikke så tillokkende.

Jeg får tulipanløg hjem i rå mængder i disse uger, men de skal heldigvis tørre og visne ordentligt ned, før de skal lægges til efteråret. Jeg ville lige nu ikke rigtigt magte at skulle finde en sikker plet mellem de mange knolde og småplanter, som jeg har flyttet ud.

Weekenden har budt på en dejlig overraskelse, som jeg næsten bogstaveligt stod og hvinede og klappede af fryd over: Nogle irisfrø, som jeg havde opgivet, ser alligevel ud til at komme. Jeg købte dem i efteråret, såede dem møjsommeligt i såbakker med minidrivhuslåg, installerede dem på altanen og nussede om dem, sørgede for vand og sol, tog låget af og satte det på igen – og der skete absolut nada, da foråret kom. Ikke en spire >:(

Da jeg for et par uger siden raidede altanen og proppede alle småplanter i jorden, gravede jeg også irisfrøene op for at se, om der dog ikke var skyggen af liv – og det var der. Netop en skygge. En lille grøn prik på ét af frøene. Så røg de i jorden, fordi jeg alligevel nægtede at smide det hele ud efter et halvt års børnepasning, og fandme, om ikke der nu stikker små spidse blade op FIRE steder dernede.

Yay!

Til gengæld kommer vist ingen af de andre frø, jeg havde købt og sået ved samme lejlighed. Det var to slags etageprimula og en lysegul penstemon, og de ville have været yndige i mit sumpbed, men jeg tror ikke meget på dem. Hvis I hører et brøl fra Midtsjælland, er det bare mig, der har fundet nogle overlevere.

Og så er maj næsten gået. Jeg gik rundt som en løve i februar-marts, fordi jeg sådan manglede blomster, og lige pludselig er det juni om et øjeblik. Ud over yogaen dyrker jeg crossfit med vandkander – 120-150 liter hver aften i øjeblikket. Til sankthans er jeg totalt rippet.

Oh maj du søde milde – så rykker vi

Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.

Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.

Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?

Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.

Status:

Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.

Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.

Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.

Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.

Jeg elsker de vilde blomster

Her i maj dukker de yndigste vildstauder op over det hele. Jeg er fuldstændig vild med de nikkende kodriver, som har invaderet hele området med lysegule blomster – eller som her er dukket op i en rød variant. Jeg har markeret dem, så jeg kan snuppe frø, når de kommer.

Primula, dagpragtstjerne, kærmindesøster, katost, digitalis og akelejer – de voksne siger, at det er ukrudt, men jeg elsker de vilde planter. De skal få lov at sprede sig over hele guerillahaven. Man kunne godt få det indtryk, at jeg går efter så opulente tivolibede som muligt, men i virkeligheden er det de små romantiske indslag, jeg bliver mest henført af.

“O se så många blommor som redan slagit ut på ängen: Gullviva, mandelblom, kattfot o blå viol… “

Maj er vågnet i guerillahaven

Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/

Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):

15 lyserøde tallerkensmækkere

20 limegrøn vingetobak

20 pink vingetobak

20 edderkoppeplante

10 blandede lathyrus

8 mamelukærme

4 hvid tagetes

2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere

Limegrøn vingetobak klar til udplantning.

En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.

Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.

De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.

Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.

I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.

Flammende El Niño-tulipaner (med bi) #nofilter

Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3

Blå akeleje fra Tivoli, maj 2017. Kun 10 cm høj? Sært.

Kulde og pladsproblemer

Et af mine primære problemer ved guerillaprojektet er plads. Lige nu er mit soveværelse ved at eksplodere af utålmodige småplanter, som skal afhærdes, før de kan komme ud. Jeg mangler i den grad et drivhus eller lignende, hvor jeg kan stille dem og arbejde, men vi må ikke etablere permanente løsninger på området. Det sætter en naturlig begrænsning for, hvor meget jeg kan få i gang ad gangen, så jeg håber, at jeg snart kan få plantet urskoven ud og komme i gang med at så på friland.

Hvis det for Fanø snart kunne blive lidt lunere, kunne jeg begynde at afhærde nogle af dem på altanen, men der er tilsyneladende en korrelation mellem mine forsøg og vejret: Når jeg stiller småplanter ud, kommer der en voldsom haglbyge. Tag dig dog sammen, vejr.

Jeg blev for nylig spurgt, om jeg ikke havde eksempelvis stiklinger stående over det hele, når jeg nu gik og ragede sådan til mig fra andres haver, og ehm… jo. Jeg har cirka ti meter stiklingepotter stående nede langs det ene cykelskur og i desuden stiklinger i bedene. Kornel, brombær, sommerfuglebusk, forsythia, kirsebærkornel, japansk kirsebær og benved er nogle af de buske, jeg prøver at stiklingeformere. Jeg har også lavet stiklinger af hindbær, hvilket man ifølge bøgerne ikke kan, men de er nu sprunget ud alligevel.

Kulde og dahlier = æv

Jeg var for nylig ude at hente mine dahliaknolde (eller georginer om man vil) på vinterhotellet, fordi marts jo var så fin og lun – og så skal jeg ellers love for, at jeg siden har måttet rende og pylre. Da jeg først havde fået dem op af kassen, sorteret og gjort ved og plantet dem i henholdsvis potter og en stor, lys spirekasse på altanen, blev det frost. Og ikke bare frost – der har i den forgangne uge været både hagl og snebyger, rusk og storm. Mine stakkels knolde er således blevet taget ud af en kedelig, kølig og stabil temperatur i udhuset til nogle temperatursvingninger på 20-25 grader fra middagssol til morgenfrost. Argh.

Jeg har været ude med tæpper og puttet potterne som babyer, lagt låg på flamingokassen og glemt at tage det af igen, taget det af og glemt at lægge det på igen, overtrukket potterne med plasticposer med hul, kommet hjem om eftermiddagen til helt tilduggede potter, som gispede efter vejret og kommet ud om morgenen til helt udækkede potter, som jeg havde glemt at overdække igen. Forleden var jeg væk i et døgn, mens det haglede og sneede, og potterne stod ubeskyttet imens.

For lidt siden har jeg været ude at hælde vand ud af flamingokassen, så alle knoldene rullede rundt, fordi jeg havde overset, at der ikke var dræn i bunden, så det nok havde været smart med et låg mod regnen i nat.

Suk.

Det er nu stået på i nogle uger, og jeg er ærligt talt i tvivl om, om der nogensinde kommer planter ud af det. Man kan købe spirende dahliaknolde til en tyver i Fakta og fire færdige planter til en halvtredser i Bauhaus, og det er sgu snart nemmere end alt det her roderi. Når jeg alligevel prøver, er det naturligvis, fordi der er gået lidt sport i det. Knoldene kom hjem fra Tivoli i efteråret – store som håndbolde og med stængler så tykke som grene – og de havde vist nok båret store, flotte pink kaktusformede blomster (det er dem, der stritter). Det var i hvert fald dem, jeg lagde mærke til derinde. Det kunne være så fedt at få netop dem til at lykkes herude, men ellers dropper jeg det. De små forkølede fra byggemarkedet er ikke det samme.

Og der ER spirer i dahliapotterne. Jeg tør bare ikke rigtigt tro på det endnu. Måske får jeg to i år… Jeg håber!

Ventetid i en hørm af hyacinter

Jeg er lidt i en venteposition lige nu, for første hold forårsblomster skyder lystigt op, og andetholdet er stadig for sarte til at blive plantet ud. Forleden kom handyret dog hjem fra Tivoli med tre kasser hyacinter, som han havde fisket op af en container. Tre forskellige farver og en bil, som hørmede af wunderbaum. Meget overvældende. Jeg kan ikke døje lugten af hyacinter, liljer eller syrener indendørs, men de er dælme smukke at se på, og udendørs kan den kraftige duft bedre gå.

Lyserøde hyacinter. Ingen ide om sort og navn, men de er fine.

Der var omkring 40-50 af hver slags, og jeg har sat de lysrosa nede i et bed, som allerede indeholder abrikosfarvede Tivoli-påskeliljer og en del perlehyacinter. Hyacinterne blev gravet et spadestik ned, og de har både fået sand og alt muligt, så de burde komme jublende igen til næste år. Naboerne har fået nogle stykker, og min familie aftager resten (jaaaa!).

Det ser lidt værre ud for de fritillaria persica (persisk vibeæg), jeg fik hjem sidste år. Jeg har bare gravet dem ned et sted, som senere viste sig at være tungt, vådt og leret, hvilket vil sige nogenlunde det modsatte af planternes ønske. Ikke desto mindre har de mast nogle forkrøblede spirer op af jorden for at prøve at overleve. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lover at tage jer op og flytte jer til dejlig lun og tør sandjord, når sæsonen er forbi. Måske burde jeg gøre det allerede nu, dunno, men om en måneds tid kan jeg i hvert fald nok gøre det. Her føler jeg mig virkelig som en novice – burde jeg give dem kunstigt åndedræt og nødflytte dem til en sandkasse, indtil de selv visner, eller bør jeg bare lade dem stå og flytte dem til bedre vilkår senere? Fisk…

Tulipanerne burde heller ikke komme i det våde bed, men det gør de altså – fine lyserøde og lysegule. Enkelte af dem klasker dog sammen, formentlig af råd ved jordoverfladen, og dem graver jeg løbende op og lægger til tørre. Nøj, de er flotte. Så er jeg ligeglad med, at det er et mas at grave dem op og sætte dem igen.

I et af de mere tørre bede stod tulipanerne knejsende flot for så at skvatte sammen allesammen forleden, da der var nattefrost. Jeg blev lidt forskrækket, men de rejste sig igen. Helleborus (påskeklokker) gør det samme, så man skal åbenbart bare lære, hvordan planter tænker.

Tulipanbed efter nattefrost i april. De rejste sig heldigvis igen.

Jeg forstår dog ikke altid, hvordan planter opfører sig. Her har jeg eksempelvis sået tre slags tallerkensmækkere på samme dag. De er købt hos samme forhandler, står på samme sted, har fået samme jord og lige meget vand, sol og plads. Alligevel er én slags kommet for fulde gardiner, mens de to andre er i dvale. Dafuq?

Tre slags tallerkensmækkere. Kun én er spiret. Farven burde være eneste forskel. Que?

Fra samme forhandler købte jeg bla. klokkeranke, stedmoderblomst og hornvioler i vinter. Jeg såede alle tre slags på samme dag i februar. 11 frø af klokkeranke, violet og hvid, og de er blevet til to levedygtige planter – kun violet. Hornviolerne spirede aldrig trods intensiv opmærksomhed, vand og kunstigt lys. Stedmoderblomsterne spirede fint, og så gik de i stå. Forleden smed jeg bakken ud, da der efter tre måneder stadig kun stod kimplanter. Så er det altså nemmere og noget mere pladsbesparende for mig at købe en bakke med ti stk. til 18,- i Rema og sætte dem i en krukke. Og i øvrigt billigere, når de ikke bliver til noget. Note to self: Man gider ikke så hornvioler og stedmoderblomster.

Nuvel, men så var det jo, at det gerne måtte blive varmere, så jeg kunne komme ud at nyde foråret. Jeg har lagt trægulv på min altan, som er skabt med et praktisk, skridsikkert og iskoldt/brandvarmt metalunderlag, og det har nogenlunde forbedret min livskvalitet med 419 procent. Så var det bare foråret, vi kom fra, thank you very much…

Nyt teaktræsgulv på altanen. Til venstre kan man skimte det oprindelige underlag af metal.

Om jordforbedring af kompakt lerjord

Den første tulipan er sprunget ud, og jeg er simpelthen så stolt, at jeg spadserer frem og tilbage med påfuglehalen slået helt ud. Se mig, se mig, se mig! Jeg har fået en tulipan til at springe ud.

En af grundene til min store begejstring er, at jeg teknisk set har begået så mange fodfejl med jorden hernede, at jeg burde have slået alting ihjel. I den del af fællesområdet, hvor jeg satte tulipaner sidste efterår, er jorden tung, kompakt, uigennemtrængelig og faktisk gennemført uegnet til beplantning. Jeg burde have forberedt jorden gennem flere år, før jeg overhovedet gik i gang.

Det skete så ikke. Eller rettere – det skete i ét bed, hvor vi (læs: mandfolket med de mange kræfter) gravede otte kvadratmeter igennem i to spadestiks dybde og løsnede jorden. Her var fodfejlen så, at vi vendte mulden ned i jorden. Det vil sige, at hele det næringsrige lag blev gravet ned, og de magre lerlag ganske vist blev løsnet, men røg ovenpå. Hovsa. Jeg kan mærke strenge blikke fra landets førende haveskribenter. Fremgangsmåden virkede imidlertid på de tulipaner, som jeg satte, for der er kommet et energisk tulipanbed i det løsnede højbed – måske fordi jeg smed noget kaningødning på her i slutningen af vinteren. Specielt jordforbedret er bedet dog ikke.

Den lyserøde tulipan øverst i indlægget står ellers meget yndigt under en hvidblomstrende mirabel. Jorden egner sig bare ikke til tulipaner, men det har de heldigvis ikke hørt.

Problemet med tæt og kompakt lerjord (traktose) er, at vandet ikke kan trænge ned, så de øvre jordlag bliver til sump om vinteren og foråret og efterfølgende til beton om sommeren, når det bliver varmt og tørt. Det er ret dårlige odds for planter. Man bør få gravet det hele igennem med en rendegraver, men det kommer ikke til at ske, for det er en beslutning, som boligselskabet skal tage.

Aber dann haben wir anderen Methoden. Jeg bliver fanøme agronom af det her.

Jeg går inden længe i gang med at så blandt andet olieræddike, som graver rødder helt ned i to meters dybde og som åbenbart kan tage kampen op med traktose. Hvor godt det virker, tør jeg ikke spå om, men eftersom det bliver brugt i landbruget, må der vel være valuta for pengene. På en silende regnvejrsdag som i dag fremgår det i hvert fald tydeligt, at jorden har brug for dræn, for hele græsplænen ved bedene sejler i vand. Princippet med olieræddike er, at den får lov at vokse hen over sæsonen for til sidst at visne ned og rådne væk, så de lange rødder forsvinder og efterlader drænkanaler i jorden.

Honningurt er en anden jordforbedrende/-løsnende afgrøde, som kan fås for en skilling i supermarkedet, og den vil jeg også prøve. Den er fin og duftende med lyslilla blomster, og den kan få plads forskellige steder på området i løbet af sommeren. Olieræddike blomstrer også, men den er ikke synderligt interessant at se på – til gengæld er den åbenbart effektiv. Den skal have noget kvælstof for at gro ordentligt, men her sætter jeg min lid til kaninen.

Hvis det her pilotforsøg virker i ét bed, får hele området en tur i løbet af sæsonen, men så tager jeg forbi en korn- og foderstofforretning i stedet for at købe dyre specialfrø hos Camilla Plum. Sorry, Camilla, men skal vi ud i agronomiske størrrelsesforhold, må der lidt mere effektivitet og mindre økokærlighed til.

Min erkendelse af jordbundsforholdene og mulighederne for at behandle skaderne er kommet efter mit optimistiske storindkøb af frø i vinter. Jeg kan således godt se, at eksempelvis frøene til de flotte mørkpink gulerødder kommer til at ligge i skuffen indtil næste sommer, hvis de overhovedet kommer i jorden. Gulerødder på hård, kompakt, vandtrukken og/eller betonhærdet lerjord er nok i bedste fald ønsketænkning. Måske er frøene bedre tjent med at blive værtindegave i stedet, hvis de skal nå at blive brugt med spireevnen i behold.

Anemoner – min yndlingsblomst

Jeg bliver en smule manisk hvert forår, når anemonerne blomstrer. Det er verdens yndigste blomst, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne etablere et helt tæppe i vores skovbæltet ligesom her i Boserup Skov. Der er en lillebitte tue i skovbæltet, men det kommer godt nok til at vare mange år. Med indkøbsprisen på planteskolerne vil det koste omkring 100.000 kr. at etablere 200-250 m2. Og jeg. Vil. Ikke. Stjæle dem. Ergo må jeg tage på skovtur i anemonetiden, og det gør jeg så.