Sommerblomster – Side 2 – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Kulde og dahlier = æv

Jeg var for nylig ude at hente mine dahliaknolde (eller georginer om man vil) på vinterhotellet, fordi marts jo var så fin og lun – og så skal jeg ellers love for, at jeg siden har måttet rende og pylre. Da jeg først havde fået dem op af kassen, sorteret og gjort ved og plantet dem i henholdsvis potter og en stor, lys spirekasse på altanen, blev det frost. Og ikke bare frost – der har i den forgangne uge været både hagl og snebyger, rusk og storm. Mine stakkels knolde er således blevet taget ud af en kedelig, kølig og stabil temperatur i udhuset til nogle temperatursvingninger på 20-25 grader fra middagssol til morgenfrost. Argh.

Jeg har været ude med tæpper og puttet potterne som babyer, lagt låg på flamingokassen og glemt at tage det af igen, taget det af og glemt at lægge det på igen, overtrukket potterne med plasticposer med hul, kommet hjem om eftermiddagen til helt tilduggede potter, som gispede efter vejret og kommet ud om morgenen til helt udækkede potter, som jeg havde glemt at overdække igen. Forleden var jeg væk i et døgn, mens det haglede og sneede, og potterne stod ubeskyttet imens.

For lidt siden har jeg været ude at hælde vand ud af flamingokassen, så alle knoldene rullede rundt, fordi jeg havde overset, at der ikke var dræn i bunden, så det nok havde været smart med et låg mod regnen i nat.

Suk.

Det er nu stået på i nogle uger, og jeg er ærligt talt i tvivl om, om der nogensinde kommer planter ud af det. Man kan købe spirende dahliaknolde til en tyver i Fakta og fire færdige planter til en halvtredser i Bauhaus, og det er sgu snart nemmere end alt det her roderi. Når jeg alligevel prøver, er det naturligvis, fordi der er gået lidt sport i det. Knoldene kom hjem fra Tivoli i efteråret – store som håndbolde og med stængler så tykke som grene – og de havde vist nok båret store, flotte pink kaktusformede blomster (det er dem, der stritter). Det var i hvert fald dem, jeg lagde mærke til derinde. Det kunne være så fedt at få netop dem til at lykkes herude, men ellers dropper jeg det. De små forkølede fra byggemarkedet er ikke det samme.

Og der ER spirer i dahliapotterne. Jeg tør bare ikke rigtigt tro på det endnu. Måske får jeg to i år… Jeg håber!

Ventetid i en hørm af hyacinter

Jeg er lidt i en venteposition lige nu, for første hold forårsblomster skyder lystigt op, og andetholdet er stadig for sarte til at blive plantet ud. Forleden kom handyret dog hjem fra Tivoli med tre kasser hyacinter, som han havde fisket op af en container. Tre forskellige farver og en bil, som hørmede af wunderbaum. Meget overvældende. Jeg kan ikke døje lugten af hyacinter, liljer eller syrener indendørs, men de er dælme smukke at se på, og udendørs kan den kraftige duft bedre gå.

Lyserøde hyacinter. Ingen ide om sort og navn, men de er fine.

Der var omkring 40-50 af hver slags, og jeg har sat de lysrosa nede i et bed, som allerede indeholder abrikosfarvede Tivoli-påskeliljer og en del perlehyacinter. Hyacinterne blev gravet et spadestik ned, og de har både fået sand og alt muligt, så de burde komme jublende igen til næste år. Naboerne har fået nogle stykker, og min familie aftager resten (jaaaa!).

Det ser lidt værre ud for de fritillaria persica (persisk vibeæg), jeg fik hjem sidste år. Jeg har bare gravet dem ned et sted, som senere viste sig at være tungt, vådt og leret, hvilket vil sige nogenlunde det modsatte af planternes ønske. Ikke desto mindre har de mast nogle forkrøblede spirer op af jorden for at prøve at overleve. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lover at tage jer op og flytte jer til dejlig lun og tør sandjord, når sæsonen er forbi. Måske burde jeg gøre det allerede nu, dunno, men om en måneds tid kan jeg i hvert fald nok gøre det. Her føler jeg mig virkelig som en novice – burde jeg give dem kunstigt åndedræt og nødflytte dem til en sandkasse, indtil de selv visner, eller bør jeg bare lade dem stå og flytte dem til bedre vilkår senere? Fisk…

Tulipanerne burde heller ikke komme i det våde bed, men det gør de altså – fine lyserøde og lysegule. Enkelte af dem klasker dog sammen, formentlig af råd ved jordoverfladen, og dem graver jeg løbende op og lægger til tørre. Nøj, de er flotte. Så er jeg ligeglad med, at det er et mas at grave dem op og sætte dem igen.

I et af de mere tørre bede stod tulipanerne knejsende flot for så at skvatte sammen allesammen forleden, da der var nattefrost. Jeg blev lidt forskrækket, men de rejste sig igen. Helleborus (påskeklokker) gør det samme, så man skal åbenbart bare lære, hvordan planter tænker.

Tulipanbed efter nattefrost i april. De rejste sig heldigvis igen.

Jeg forstår dog ikke altid, hvordan planter opfører sig. Her har jeg eksempelvis sået tre slags tallerkensmækkere på samme dag. De er købt hos samme forhandler, står på samme sted, har fået samme jord og lige meget vand, sol og plads. Alligevel er én slags kommet for fulde gardiner, mens de to andre er i dvale. Dafuq?

Tre slags tallerkensmækkere. Kun én er spiret. Farven burde være eneste forskel. Que?

Fra samme forhandler købte jeg bla. klokkeranke, stedmoderblomst og hornvioler i vinter. Jeg såede alle tre slags på samme dag i februar. 11 frø af klokkeranke, violet og hvid, og de er blevet til to levedygtige planter – kun violet. Hornviolerne spirede aldrig trods intensiv opmærksomhed, vand og kunstigt lys. Stedmoderblomsterne spirede fint, og så gik de i stå. Forleden smed jeg bakken ud, da der efter tre måneder stadig kun stod kimplanter. Så er det altså nemmere og noget mere pladsbesparende for mig at købe en bakke med ti stk. til 18,- i Rema og sætte dem i en krukke. Og i øvrigt billigere, når de ikke bliver til noget. Note to self: Man gider ikke så hornvioler og stedmoderblomster.

Nuvel, men så var det jo, at det gerne måtte blive varmere, så jeg kunne komme ud at nyde foråret. Jeg har lagt trægulv på min altan, som er skabt med et praktisk, skridsikkert og iskoldt/brandvarmt metalunderlag, og det har nogenlunde forbedret min livskvalitet med 419 procent. Så var det bare foråret, vi kom fra, thank you very much…

Nyt teaktræsgulv på altanen. Til venstre kan man skimte det oprindelige underlag af metal.

Dyb indånding og fremad

Oh well. Det er nok lidt svært at undgå, at ungerne jorder blomsterne ned, når de render rundt. Jeg har fået en favnfuld påskeliljer af min trofaste leverandør, og de ville lyse dejligt op på græshøjen, hvor jeg kan se dem. Imidlertid er en hel del af dem foreløbig endt i min vase, fordi jeg har fundet dem knækket af ude på jorden. Måske er det skarnsstreger eller måske er det bare træthed i stilken hos de nyplantede blomster, som hang noget med hovedet lige efter plantning. Jeg håber det sidste og holder øje med, hvor ungerne løber, så jeg ikke sætter blomster lige midt på trækruten.

Nogle af dem har jeg selv plukket til den fine forårsbuket ovenfor som værtindegave. Det føles meget rigt at have så mange påskeklokker og påskeliljer, at man kan plukke af dem. Måske er det også det, ungerne oplever. Jeg håber, at der kommer små buketter hjem til mødrene i blokken.

*dyb indånding*

Jeg må for en sikkerheds skyld sørge for at plante så mange blomster, at det bliver kedeligt at hærge dem. Bare mine gule solhat kan få lov at stå i fred, går resten nok. Påskeliljer er ikke ligefrem sarte, så de kommer bare igen til næste år. Og se lige de forskellige slags, jeg efterhånden har samlet <3

Kummerne kan til gengæld fint stå i fred, så det er ikke fordi her generelt bliver hærget. De er så flotte lige nu – her for en uges tid siden.

Blomsterkummer 31. marts med krokus og minipåskeliljer

Det ser ud til, at sommeren bliver lige så fyldt med blomster, selv om jeg laver nogle rookie mistakes. Jeg har blandt andet lært, at vingetobak skal sås temmelig tyndt.

Jeg har ikke tidligere prøvet at prikle, men eftersom såpotten var ved at eksplodere, måtte jeg jo til det. Da jeg havde priklet 22 limegrøn vingetobak, forærede jeg resten af spirerne til almindelig fordeling i familien. Så vidt jeg så, da jeg snuppede frøene, bliver hver plante en meters penge bred og høj, så der er vel grænser for, hvor mange man kan få plads til. Og det var kun de limegrønne til at begynde med. Jeg har også sået pink vingetobak, mamelukærme, edderkoppeplante (kald den dog cleome, den stakkels blomst), lathyrus, hvid tagetes, klatreranke og stedmoderblomst, så lige nu ligner min vindueskarm et mindre erhvervsgartneri.

Bagfra: Edderkoppeplante, grøn vingetobak, mamelukærme og pink vingetobak.

Fra venstre: Grøn vingetobak, lathyrus, pink vingetobak og i forgrunden tagetes og flere lathyrus

Selv om det er blevet lidt råkoldt igen, har mirabellerne forstået budskabet og er sprunget ud i hvide skyer over mine staudebede, og tulipanerne står parat i boksen og afventer startskuddet om 3…2…

Der er kommet fine små blade på hostaskuddene, og rabarberne (alle seks knolde) har håndfladestore blade og korte røde stilke. Løjtnantshjerter og violfrøstjerner er pludselig 20-25 cm høje og har foldet sig ud med det yndigste løv i forskellige nuancer. Det ser ud til, at der både kan være hvide (neonlysegrønt løv) og lyserøde (mørkegrønt løv) løjtnantshjerter – ih!

Og så er de første lam kommet hos naboen. Der plejer at komme 20-25 stykker i løbet af læmmeugerne, så vi følger ivrigt med lige nu.

Her ses yours truly i sit naturlige habitat.

Jeg har nu ryddet hele den ene side af græshøjen og udviklet en veritabel høstak, som vores gårdmand forhåbentlig vil hjælpe med at bortskaffe. Det var godt nok en strid omgang, men jeg har fået omkring 2 x 50 meter jord til rådighed til nye blomsterbede. Som det fremgår, har jeg snydt lidt og købt en bakke røde bellis i Lidl, så der kan komme lidt farve derned. Desuden har jeg sået jomfru i det grønne, lyserød høgeskæg og nogle discountfrø af dværgasters. Ellers får højen i al væsentlighed lov at udvikle sit eget blomstrende vildnis.

De knaldgule følfod er meget begejstrede for pludselig at få lys og luft i stedet for at blive kvalt i dødt græs, så de fræser op over det hele. Jeg holder meget af følfod, og det gør bierne tydeligvis også. Det ville vel nok være dejligt at skabe en blomstermark midt i den døde, grønne ørken. Indtil videre er det meste gult og orange.

Forårsblomster i farver og Signe på græshøjen.

Jeg har indført et mere douche og romantisk indslag af lilla og blåt henne ved indgangsdøren. Trækummen er skraldet fra en container i Tivoli.

Blomsterkumme med helleborus, hornvioler, våriris og skilla

Se, hvor det skyder

Jaja, Tivolis bede var allerede for nogle uger siden lige så langt fremme som jeg er nu, men jeg har altså ikke 200 gartnere, drivhuse, perfekt afstemt muldjord, gødning og uanede mængder tid til rådighed. Men mange af både løgene og stauderne stammer som tidligere nævnt fra Tivolis udgåede kollektion, og nu vælter det hele altså også op her – se 🙂

Om at gå savanneamok på en græshøj

Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.

Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.

Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.

Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.

Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.

Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb

Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.

Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.

De første blomster er sået

Haven er dækket af sne lige nu, så jeg har benyttet lejligheden til at så nogle af de tidlige frø: Klokkeranke (hvid og violet), hornviol og stedmoderblomster – og et par enkelte lathyrus, selv om det stadig er fyfy. Man skal først så lathyrus hen midt i marts, for ellers bliver de lange og ranglede af lysmangel, siger havefolket. Nu prøver jeg alligevel at så et par stykker, og så får de ekstra lys i form af et par daglige timer med en lysterapilampe, når solen er gået ned. Jeg har ikke adgang til et drivhus eller et lyst, koldt og frostfrit rum, men jeg har da et soveværelse med vinduer mod øst og syd i det ene hjørne, og der står mine spirebakker nu. Forhåbentlig er det køligt nok.

Min såproces foregår virkelig elegant i gamle æggebakker, toiletruller og aflagte plasticbeholdere fra supermarkedet. Planterne er nok ligeglade. Når man vender en æggebakke om, kan man så enkelte af de frø, som skyder dybe rødder, så de kan forstyrres sjældnere. Jeg har sået klokkerankerne på den måde, og så må hornviolerne og stedmoderblomsterne, som er sået i ganske almindelige æggebakker, prikles på et tidspunkt. Indledningsvis sår jeg de små frø meget sirligt og med pincet, så jeg ikke behøver rode for meget rundt med dem og tynde brutalt ud efterfølgende. Det er lidt meditativt at løfte hvert enkelt meget lille frø på plads på jorden.

I den kommende uge skulle det blive mere forårsagtigt, og så drøner jeg ned på fællesområdet og letter på grangrenene. Jeg har kigget forsigtigt under dynen til skuddene, og der kommer en guds velsignelse af blomsterløg over det hele i både kummer og bede. Der røg eddermaneme også mange løg ned i efteråret, så det manglede ærligt talt bare.

Mange timer på knæ med planteskovl og blomsterløg, sensommeren 2016

Ude på altanen har jeg flere rigtige såbakker med staudefrø, og dem er jeg gevaldigt spændt på. De har stået der siden i efteråret, så de har fået frost og tø, lune og kulde efter naturens egen cyklus. Stauder er kuldekimere, hvilket vil sige, at de skal have en frostperiode for at spire (hvilket er forståeligt nok, for planten skal jo helst være sikker på, at det HAR været vinter og nu er forår). Man kan efterligne dette ved at smide sine frø i køleskabet og lidt i fryseren nogle dage og tilbage igen, og det har jeg også gjort med den portion, jeg ikke havde plads til at så – bla. nogle håndfulde valmuefrø. Hen over vinteren har jeg flyttet rundt på en pose med frøposer inkl. morgenfruefrø, som velsagtens er verdens nemmeste blomst og ret indifferent over for nogen som helst særbehandling, men som alligevel kunne ryge med rundt, fordi jeg så vidste, hvor jeg havde frøene.

Jeg har også et mindre misbrug af blomsterløg i potter stående ud på altanen… men hallo? Jeg har fundet botaniske tulipaner på en ganske almindelig tilbudsvogn i Fakta i dag. Jeg har raget overspirede tazetter til mig – og tilmed lyserøde perlehyacinter – til halv pris fra havecenteret, fordi de åbenbart ikke kunne sælges. Foruden, naturligvis, de sædvanlige tete-a-tete, som er ren gul plastic, men som lige redder min vinter med deres lysende farver. De lyserøde perlehyacinter har straks besluttet sig for at begå selvmord, mugne i løget og blive brune i skuddene, men så let slipper de ikke, så jeg har i sinde at lade dem stå og skamme sig, indtil de kommer på bedre tanker.

Dahliaknold som en håndbold, sensommeren 2016

Min kæreste slæbte adskillige dahliaknolde hjem fra Tivoli i det tidlige efterår, og jeg elsker dahlier og håber virkelig, at eksperimentet lykkes. Dahlier er nogle primadonnaer med overvintring, for det må ikke være for varmt og heller ikke frost, og de må ikke tørre ud, men de må slet ikke rådne. Og i øvrigt kan musene godt lide dem – vi andre kunne såmænd også spise dem, hvis vi skulle have noget i skrutten, men de smager mest af pap. Det er lidt besværlige odds, når man bor i lejlighed, hvor der enten er stuetemperatur, hvilket er for varmt, eller frost nede i cykelskuret. Jeg tørrede dem under et halvtag, delte dem forsigtigt og lagde dem i gennemhullede flamingokasser med avispapir imellem. Så blev de kørt på hotel hos noget familie, som har et frostfrit skur, og så håber jeg at kunne hente dem engang i foråret og begynde at forspire dem. Ikeas bedrollers skulle være fremragende til det formål

Begyndelsen

Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.

Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:

Pink, nærmest neonfarvet hestemynte, sensommeren 2016

Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀

Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉

Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.

Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.

Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.