Til min fryd er der kommet et paradisæbletræ hjem. Tænk, at man kan have blive nødt til at kassere paradisæbletræer! Så må det nødvendigvis blive adopteret af en ny, kærlig ejer. Træet er foreløbig flyttet ind i et af bedene i Trekroner, og så må vi forhandle med naboerne om den endelige placering. Den voldsomme rose til venstre skal i hvert fald holdes i skak, hvis det skal blive stående her. Jeg har puttet det godt med en dyne af græsafklip, så det ikke kommer til at fryse om fødderne her i januarkulden (når den nu endelig er kommet).
Ulempen er så, at jeg ikke ved en bjælde om frugttræer. Og tilsyneladende skal æbletræer helst beskæres i løbet af de første år for at få den rigtige vækstform – både almindelige æbler og paradisæbler. Træet er godt to meter højt, så mit gæt er, at det er tre år. Det er smalt med en tydelig midterstamme og korte sidegrene. Her kommer jeg så til kort. Mon det er et søjleæbletræ? Så skal jeg vel ikke give mig til at beskære det med djævlens vold og magt.
Eller hvad? Tænk, hvis jeg gør det forkert nu, og træet får en helt ulykkelig form, som det slet ikke skulle have haft? Eller hvis jeg lader stå for meget til, så det bare bliver 18 meter højt og aldrig kommer til at blive fint og kroget. Argh, hvor kan jeg gruble.
Jeg må vist have fat i en bog om beskæring, hvis jeg skal finde hoved og hale i det her.
På en strålende kold frostdag som denne bliver jeg sindssyg, hvis jeg skal være indendørs. Uanset om jeg får blå tæer og røde lår, render jeg rundt ude i timevis og labber sol i mig. Handyret forcerede i formiddags vores storskraldegård og hentede nogle juletræer til mig, og nu er flere bede nydeligt pakket ind i gran. Derefter gik vi tur med en saks og snuppede lidt stiklinger fra blandt andet guldpilen her under fuglekvidder og lunende sol i lækrogene.
Den der vinter kan godt droppe det nu – det kan alligevel ikke betale sig. Kom bare, forår.
Nu er haveåret begyndt igen, og guerillahaven går ind i sit tredje år. Billedet er faktisk fra 22. december, hvor krokusspirerne allerede stod sprøde og strittende i vintervarmen. Handyret og jeg har her til formiddag i fællesskab gravet cirka 300 efterladte, spirende tulipanløg ned i jorden. Løgene er efterkommere af Tivolis formidable El Niño-tulipaner, og de har ligget i mit skur siden forsommeren 2017. Det ene tog det andet efter sommerferien, og jeg fik aldrig lavet de utallige potter, som jeg havde tænkt. I stedet er de fleste af løgene nu røget i jorden, og jeg håber på en benzineksplosion af orangerøde tulipaner til maj.
De største og flotteste løg er dog kommet i potter – både tulipanerne og hyacinter (lilla og pink) og påskeliljer (almindelige og Bridal Crown). Hvis du vil have fingre i nogle af dem, tager jeg dem med på Forårsplantemarkedet i Søborg 15. april. Bridal Crown-narcisserne deler sig helt enormt og bliver til tuer allerede første år. Dem vil jeg virkelig anbefale.
Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.
Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.
Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.
Haveterapi virker for vildt, må jeg endnu en gang konstatere. Jeg går i øjeblikket og bokser lidt med nogle af de ting, som vi alle bokser med i perioder, og det er hverken blevet til ret meget i haven eller på bloggen. Jeg har været lidt mistrøstig over al den regn, og jeg synes heller ikke rigtigt, at jeg har kunnet nyde området i den grad, som jeg havde fortjent *indsæt brok og mukkeri*
Forleden kom handyret imidlertid hjem fra Tivoli med et vognlæs, som krævede opmærksomhed. I går nossede jeg mig så sammen, selv om jeg absolut ikke gad og i øvrigt havde hjertebanken og hvinen i ørerne efter familiekomsammen, var træt og hellere ville smide mig et glas hvidvin og han var en nar, fuglene larmede, blæsten var kold og ungerne skreg for højt. Først gik vi en tur på fem kvarter, og så gik jeg i gang med at luge og grave i bedene, mens handyret rendte rundt og etablerede nye områder til mig. Vi lægger skinnerne, mens vi kører, som man siger på djøf-sprog.
Tre timer senere begyndte det at skumre, og jeg kom ind og var møgbeskidt, træt og glad. Der er virkelig en grund til, at man sætter stressede og ptsd-ramte soldater ind i haver, hvor de kan gå rundt og munke og bruge en masse kræfter i stedet for at være i hjerneselvsving døgnet rundt. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper dem resten af tiden, men jeg håber, at det smitter lidt af på hele deres tilværelse.
Lysende hvid hortensia i aftenskumring. Hvide haver er lidt kedelige, men sindssygt flotte om aftenen.
Jeg fik i hvert fald plantet stokroser, brudeslør, alunrod <3 (ENDELIG fik han nogle med hjem), en stor og flot geranium, jakobsstiger, dahlier, prydbasilikum og nogle lignende med afblomstrede spir samt nogle store potter af noget, som både lignede roser og juleroser i bladene, men som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. En hel del af det, jeg får, aner jeg ikke hvad er, så det viser sig først året efter, som jeg sat det rigtigt. Tørt? Vådt? Skygge? Hvem ved… Hvis det kommer op igen, er det godt.
Lidt forpjusket alunrod, som nu skal få TLC og kaninlort i rigelige mængder
Sommeren 2017 i omtrentlige tal:
Antal brændenælder, jeg har luget væk: 832
Antal tidsler, jeg har luget væk: 1.421
Antal dræbersnegle, jeg har hakket, kvast og trådt ihjel: 16.291
Antal blomsterbuketter, jeg har plukket: 3
Antal gange, jeg har siddet ude med en bog, et glas hvidvin, en skål cornflakes eller lignende: 5
Antal gange jeg er trukket i gummistøvler for at sjoske ned til kaninen i styrtregn: 34
Jeg har nogle bestemte blomsteraversioner, som formentlig aldrig lader sig rokke. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage orange tagetes og slet ikke sammen med røde pelargonier, sådan som de stod på den mest friserede måde i min farmors have.
Jeg kan ikke døje liljer, som i lighed med thujaer lugter af kirkegård og begravelse, og jeg er meget lidt begejstret for almindelige morgenfruer, som er så hysterisk skrigende orange, at jeg får helt stress i øjnene. Og sommerblomster som frøkenhat/zinnia er bare røvkedelige og har grimme og hysteriske farver.
Stive buskroser er i det hele taget bare nederen, især når de står alene i bede og især når de er postkasserøde (de er garanteret også fyldt med lus. Møgplanter).
Jeg elsker derimod blide pastelfarver, overdådig frodighed, romantik og cottagehaver, digitalis, pæoner, akelejer, katost og den slags. Der passer neonorange morgenfruer og skrigrøde roser jo ikke, vel? Og purpursolhatte er ligesom stolte kavalerer for… blomsteragtige. Tegneserieblomster. Irriterende. Sådan noget som børn tegner.
Hortensia (Limelight), også fra TivoliKatost vokser i rigelige mængder her. Yndig!
Ikke desto mindre må jeg konstatere, at acquired taste også findes inden for haver og at jeg pludselig tænker næææææh om blomster, der viser sig at være af en slags, jeg ellers ikke kan lide.
Hvide tagetes er eksempelvis rigtigt fine. Purpursolhatte er stadig stærkt irriterende, men se nu de hvide, som jeg fik fra Tivolis kasserede containere sidste år (White Swan? Måske?). Og dem på det øverste billede er jo egentlig også ret charmerende.
Hvide purpursolhat, juli 2017
Visse roser er endda okay, hvis det drejer sig om duftende, abrikosfarvede slyngroser. Morgenfruerne ‘Bronzed Beauty’ og ‘Pink Surprise’ er smukke og vil passe fantastisk ind i min sensommerhave – og minsandten om jeg nu ikke også har fundet zinnia, som jeg godt kan lide. Eksempelvis ligner ‘Pink Señorita’ jo nærmest en dahlia og kunne være noget nemmere at have med at gøre, hvis man ikke skulle vinteropbevare den.
Så måske udvikler smag i blomster sig også, ligesom tilvænning til koriander, som jeg de første gange afskyede for smagen af vaskepulver, men som jeg nu er kommet til at elske helt afsindigt.
Men orange tagetes… nope. Not gonna happen.
Til gengæld en anbefaling: Tag forbi Klunkerkranich, hvis I er Berlin. Det er den vildeste taghave på toppen af et p-hus. Råt, urbant, pallemøbler, badekar, skrammel og afskallet maling – og en helt overdådig frodighed. Der stod de lyserøde purpursolhatte med fantastisk udsigt over hustagene.
Lavendler ved nedkørslen til p-huset, juli 2017Have med udsigt, Klunkerkranich, juli 2017
Foråret er hvidt og gult, højsommeren er blå og lilla og sensommeren er brændt orange, rød og pink. Lige nu er guerillahaven fyldt med blålige og lilla nuancer, som hist og her afbrydes af knaldgule og højrøde pletter, hvor perikon og valmuer får lov at passe sig selv. Jeg fjerner valmuerne, når de er blomstret af – de er trods alt lidt for energisk selvsående – men under blomstringen summer de af liv.
Min grøftekant er af kornblomster og morgenfruer lysende blå og orange, hvilket egentlig er farver, jeg ikke er voldsomt begejstret for sammen. Det spraglede bælte gør dog lykke blandt bier og sommerfugle, så jeg lader blomsterne være og nyder aktiviteten. For en stenbrotøs er det helt hypnotiserende at betragte den blå farve, som kornblomster har. Ikke grumset, ikke blålilla; klart og lysende blå som en pergola i Grækenland.
Kattehalerne er ved at folde sig ud, selv om de nu ironisk nok står for tørt og ikke bliver helt så imponerende som dem, der sopper i vand nede ved mosen. Bedene heroppe er generelt i for dårlig forfatning rent jordmæssigt, hvilket betyder sump om vinteren og beton om sommeren. Jeg har foreløbig sået ét til med olieræddike og planlægger at fortsætte, indtil der viser sig en forbedring. Og så skal der kompost på. Det står ikke helt klart for mig, om kompost skal lægges ud om efteråret eller foråret – kilderne oplyser forskellige ting – men nu prøver jeg med efterår og håber på en mere samarbejdsvillig muld til næste år.
Åhr, hvor jeg drømmer om et sommerhus, hvor jeg kan have min helt egen have. Vi har kigget på mindst hundrede huse, kørt ud til dem, mærket stedet, overvejet, beregnet lån og økonomi og vejet for imod. Det gode er, at jeg er ved at have en meget sikker fornemmelse for, hvad jeg kan lide.
Bjælkehus, træterrasse, højt beliggende, udsigt til åbent vand mod vest, tre værelser + stue, lukket grund uden indkig, træer bagved, gedigent, trægulve, romantisk, velholdt, brændeovn, max 60 min kørsel, udestue, varmepumpe, uprætentiøst.
Når jeg en dag anskaffer sådan et, skifter Signes lund nok scene, men foreløbig nyder jeg, hvad jeg har lige uden for døren: Farver, liv og frodighed. Det viser sig, at min samling af potter og skjulere er blevet tilflugtssted for frøer, som putter sig i bunden. Der står regnvand og lumrer med myggelarver og snask, og det er sikkert et fortræffeligt miljø. Jeg kom til at forstyrre et par padder i går, da jeg skulle potte stiklinger og tømte potter, og jeg har pligtskyldigst sat nyt vand frem til dem. Frøerne vil jeg sandelig ikke af med.
Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.
Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.
Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.
Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.
Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.
Limabønner, juli 2017Kartofler, juli 2017
Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.
Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.
Kender I det, når man kigger væk et øjeblik, og pludselig er hele haven løbet sin vej?
Jeg er i den fase af mit arbejdsliv, hvor man kan komme ud af en måned med 65 overarbejdstimer og hvor man har set sine kolleger mere end sine børn. Det er helt stressende for mig, at juni allerede er slut, og selv om jeg har prøvet at nyde midsommeren og resultaterne af anstrengelserne i haven, er det hovedsageligt blevet til et kvarter på altanen i de sidste solstråler. Lige pludselig er alting således groet en halv meter højere derude; jeg fik ikke samlet frø af helleborus, fordi de smed det hele, mens jeg var på arbejde på folkemøde på Bornholm, og der er langt græs under alle buskene, hvor jeg møjsommeligt fjernede det i foråret.
Gyldenlak og selvsået sennep (?)
Nuvel, jeg har snart sommerferie, og så vidt jeg kan se, er der nogenlunde overlevelse rundt omkring på arealerne. Der er kommet ottehundrede blomster i den grøftekant, vi såede i foråret, der er tæpper af de mest eksotiske valmuer, dahlierne er lige ved at springe ud, violfrøstjernerne svajer med skudklare lilla skyer i 180 cm’s højde, og noget, jeg troede var anisisop, er sprunget ud med de mest hypnotiserende blå aks og er vist nok staudesalvier. Der er også kommet digitalis, som dog allesammen er blevet cirka 40 cm og ikke en meter, som jeg havde forventet, og lavendelstiklingerne langs muren trives og har sat i alt én blomst.
Lavendelhæk, juni 2017. Vi vender tilbage.
Så i overvejende grad har det, jeg prøvede at få til at virke, virket, selv om det måske er blevet mindre overdådigt nogle steder. Skulderklap til mig selv og til handyret, som i april og maj slæbte så mange kubikmeter vand, at han ikke behøvede at dyrke yderligere crossfit. Og man må i det mindste sige, at det i øjeblikket ikke er nødvendigt at vande.
Jeg har begået et plantetyveri af den tilladelige slags. Som udgangspunkt er jeg ellers fundamentalistisk med de vilde planter: Jeg vil kun tage frø, resten må naturen have lov at beholde, for ellers kunne vi hurtigt få ryddet anemoneskovene, engene osv. Men her i mit område er bulldozerne på vej til en byggetomt, og jeg har derfor været forbi for at evakuere planter, inden det hele bliver forvandlet til jord og beton. Det blev til en cykelkurv med kodrivere, og så håber jeg, at de vil indrette sig hos mig.
På byggetomten vokser også dagpragtstjerner, som jeg som tidligere nævnt elsker, når de blomstrer i tæppevis her i skærsommeren. For mig er de lige så vidunderlige som hyld og lupiner, hvoraf sidstnævnte i hvert fald delvis bliver betragtet som en ukrudtsplante. Sådan en skrænt med lupiner og dagpragtstjerner bliver jeg helt henført af. Dem behøver jeg dog ikke grave op og plante igen – dagpragtstjerner skal nok så sig selv fra de frø, jeg kan skaffe.
Men kids? Don’t try this at home. Lad være med at gå ud og grave vilde planter op, ikke? Lige præcis primula kan man til nød dele og tage halvdelen af, men lad som udgangspunkt blomsterne stå, der hvor de skal være. Hvis de bliver massakreret af en byggeplads, er det dog noget andet.
